Blandede bolcher april

Tags

, , , ,

Bedre sent end aldrig. Da Mini er godt igang med at sove en omgang migræne væk, fik jeg lidt tid til at kigge mine hverdagsbilleder fra April igennem.

Det er meget tydeligt hvordan vejret skiftede fra vinter og frost til forår og sol. Haven blev pludselig grøn og frodig:

Foråret viste sig med både sol og regnvejr:

Biografen blev besøgt et par gange, men de mange slik-stativer fik lov til at stå i fred (fra mig altså). Shoppeture med konfirmanden og en fødselsdagsmiddag på bones indgik også i månedens oplevelser:

Børnenes sport fylder som sædvanligt godt op i kalenderen, og indkøb af fodboldstøvler til to drenge fylder op i budgettet. I forms kvindeløb i Århus foregår i Marselisborg skovens smukke omgivelser.
Desværre var det en kold og overskyet dag:

Gåtur ved Silkeborg søerne er altid en smuk oplevelse:

Fodtøjet giver vist også en indikation på at April vejret har været både koldt og varmt:

Med bil på værksted, blev cyklen også luftet. Turen til job var rigtig fin og fyldt med solskin. Turen hjem foregik imod stiv vestenvind:

Den 16-årige “dame” nyder livet og slapper af det meste af døgnet. Katten er sin egen, men hende her søger ofte vores selskab, og er oftest at finde i sofaen, når Gemalen eller jeg sidder der. Hamsteren er nu 2 år, hvilket også gør den til en “gammel” herre, men den er så charmerende, at vi håber den holder ud mindst et år til:

Kosten er jo blevet lagt gevaldigt om hos blog-indehaveren, og der bages knap så meget hvidt brød, som tidligere. Kernebrød med ost er et hit, men indimellem bages der også boller til resten af familien:

Mor og søn skyggebillede, “kig ned af dig selv” og spejl-foto’s har åbenbart været et hit i April, for der lå en del af disse på mobilkameraet:

Mini er blevet et rigtig rode-hoved. Vasketøj, bamser og Lego fylder ofte hans gulv.
Der er blevet fundet og afprøvet mange nye opskrifter i løbet af april. Det er jo nemt at finde nye på nettet, printe dem og afprøve. Ungerne synes dog indimellem, at der er for lidt lasagne, kødsauce og pizza på madplanen:

Aftensol

Tags

, , , ,

Åh, hvor jeg nyder livet, når det leves på terrassen i aftensolen.

I år er havemøblerne blevet udvidet med en pavillon og en terrasse sofa. Det er først de sidste par dage, at møblerne rigtig er blevet indviet, nu da solen og varmen rigtig har bidt sig fast. Da jobbet jo skal passes, er det først efter aftensmad, at vi rigtig har tid til at sætte os ned og nyde sol, fuglekvidder og den almindelige villa-støj (græsset skal jo slås rundt omkring).

Med iPad’en på skødet, er det heldigvis nemt at tage en lille velfortjent pause udendørs, mens solen stille går ned.

De sidste to ugers arbejde har af en eller andet grund flydt sammen i en form for kaos. Den slags kaos, hvor man ikke selv er herre over planlægningen, fordi der rykkes i en fra mange sider. Til gengæld flyver arbejdsdagene afsted, og jeg kan lide det, jeg laver. Jeg må dog indrømme, at jeg efter 4 dages kr. Himmelfartsferie lykkelig havde glemt det rod, jeg havde efterladt på mit skrivebord. Indtil videre er der i indeværende uge kun blevet tilføjet yderligere papirer til bunkerne.

Jeg holder stadig kosten “low carb”? Status er, at jeg på 8 uger har jeg tabt lidt over seks kilo. Det er virkelig en fornøjelse, og udover light sodavand og lejlighedsvis også lakerol, spiser jeg rigtig sundt og varieret. Familien får stadig pasta, ris, kartofler og brød, men idet der er salat på bordet næsten hver aften, kan jeg se, at mine to kræsne børn, er begyndt at spise mere af det. Jeg spiser ikke så mange mellemmåltider, hvilket skyldes, at jeg bliver mæt til hovedmåltiderne.

Alt i alt er jeg rigtig glad og tilfreds med min egen “indsats”, og har for første gang en stor tillid til, at jeg kan fastholde mine ændrede kostvaner. Det lyder måske lidt “helligt” for andre, men for mig føles det bare som en lettelse.

Bio: “Elsk mig igen”

Tags

, ,

I sidste uge var jeg igen en tur i biografen. Jeg har langt om længe fået scannet mit bio-kort så mange gange indenfor et år, at jeg er blevet opgraderet til at være VIP medlem.

Så er det, man spørger sig selv, om hvorfor det først er nu, at der kan opnås rabat på slik (via VIP kortet) – nu hvor jeg endelig er blevet “sukker-fri”? tsk, tsk.

Nå, men jeg var inde og se filmen Elsk mig igen / The wow” (uden at spise slik imens…)

Filmen lægger ud med en reminder på, hvorfor det er vigtigt, at vi alle sammen husker selen, når vi sidder i en bil. Den scene fik mig lidt ud på kanten af stolesædet.

Den kvindelige hovedperson ender nemlig i en bilulykke, og selvom hun overlever, er det med et så omfattende hukommelsestab, at hun ikke kan huske noget fra de seneste år af hendes liv.
Ej heller ægtemanden kan hun genkende. Og det er så her, filmen rigtig starter. For hvordan kan man bo sammen med en mand, man ikke kender.

Filmen er bygget på en virkelig hændelse, og jeg synes, at fortællingen er rigtig fin, selvom den selvfølgelig har en snert af det sædvanlige amerikanske “sød-suppe”.
- Men nu kan jeg jo godt lide suppe.

Ligusterhækken

Tags

, , ,

Som med så mange andre planter og træer i vores have, er ligusterhækken ved at springe ud på ny.

Jeg har tidligere oplevet, at når man rejser udenlands i maj måned, så er det altid en oplevelse at returnere til dannevang – alt er meget grønnere, end ved afrejsen.

Eftersom bloggen jo er opkaldt efter den mange, mange meter lange hæk, som omgiver 3 sider af vores parcel idyl, synes jeg at lidt foto-dokumentation måtte være på sin plads.

Stille morgen

Tags

, ,

Jeg har lige sendt børnene afsted på cykel til skole, og Gemalen er for længst kørt afsted.

Vaskemaskinen er fyldt og kodet til at tænde i eftermiddag, og køkkenbordet er ryddet efter morgenmaden og madpakkerne.

Jeg selv tusser stadig rundt i nattøj, og skal så småt til at gøre mig klar, så jeg kan komme på arbejde.

Udenfor falder regnen lige så stille og jeg kan høre fuglene kvidre i træerne her fra min stol ved køkkenbordet.

Det er morgener, som denne, hvor jeg får ladet batterierne op.

Muligatawny suppe

Tags

,

Jeg har fundet endnu en opskrift på en rigtig mættende suppe, der både kan bruges til frokost eller aftensmad.

Opskriften er fundet hos “Det sunde liv” og blev kun modificeret en smule under tilberedningen (Jeg blendede de kogte grøntsager, for ellers kan jeg ikke lide dem…).

Muligatawny suppe

Ca. 300 g. kyllingebryst / kyllingeinderfilet
Grøntsagsbouillon
1 porre
4-5 gulerødder
100 g bacon
1 dåse flåede tomater
1 dåse kokosmælk (jeg brugte en lille dåse)
1 spsk karry (kan sikkert udelades)
½ dl fløde

Kyllingen koges i grøntsagsbouillonen sammen med porre og gulerødder.

Baconen brunes på en pande.

Kyllingen fiskes ligeledes op af suppen og rives/skæres i mindre stykker.
De flåede tomater tilsættes suppen og grøntsagerne blendes med stavblender. (Alternativt kan grøntsagerne fiskes op af suppen, blendes i blender sammen med de flåede tomater, hvorefter blandingen hældes tilbage i suppen).

Kylling kommes tilbage i suppen, og kokosmælk, fløde og karry tilsættes.

Drys evt. med en håndfuld peanuts ved servering.

Tøsesnak, praktiske gøremål og familiehygge

Tags

, , ,

Efter et par hektiske rejsedage med alt for lidt søvn (stod op kvart i to torsdag nat for at blive kørt i lufthavnen og var hjemme fredag aften omkring klokken ti), så var det lykken, at have weekend.

Dog måtte jeg relativt tidligt op lørdag morgen, da jeg klokken ni blev afhentet af tre glade veninder. Foran os lå en dag med shopping, cafe besøg og rå mængder af tøsesnak. Udover at få motioneret snakketøjet, fik jeg købt mig et par sorte ballerina sko, en mascara, lidt dims og en mors dags gave til svigermor.

Send gerne flere af den slags dage, tak.

Da jeg sidst på eftermiddagen ramte hjemadressen, måtte jeg desværre gå på hovedet i seng på grund af mavepine. Om det var fredagens biksemad, indtaget på en rasteplads eller lørdagens nacho’s, indtaget på cafeen, skal stå hen i det uvisse. Men jeg tolker det som, at min mave har det bedst med “low carb” kosten.

Søndag formiddag var af den slags, hvor hele familien trisser rundt i nattøj og laver mindst muligt. Over middag fik jeg til gengæld lavet madplan, handlet, bagt kernebrød og knækbrød, tilberedt suppe, ordnet vasketøj og lavet aftensmad.
Check, check, check sagde projekt-leder-moderen!

Hvad jeg ikke nåede, var en løbetur…

Zzz

Tags

, , ,

Uret har lige krydset midnat i den tidszone, hvor jeg befinder mig.

Om to timer kommer fabrikkens chauffør og samler mig op, for så at køre mig i lufthavnen. Det bliver en køretur på 3,5 timer, på nogle uhyggelig ringe vedligeholdte veje.

Min billet lød på en afgang imorgen eftermiddag fra en lufthavn, som ligger 10 minutters kørsel væk fra fabrikken. Men i tirsdags blev lufthavnen pludselig lukket, på grund af vedligehold af landingsbanen.

Så nu må jeg ofre nattesøvnen, og flyve tidligt ud af en lufthavn et godt stykke væk. For hjem til weekenden vil jeg gerne.

Også selvom det betyder, at jeg ikke helt ved, om jeg helt skal droppe at sove i nat, eller tage den halvanden time på øjet, som jeg stadig kan nå af få.

bruntonede hotelværelser

Tags

,

Efter en køretur til Hamborg, efterfulgt et par flyveture, er jeg ankommet til et temmelig bruntonet hotelværelse. Brune “gulv til loft” gardiner, brune møbler og gul/brune vægge. Yndigt…

Jeg har en dag fyldt med møder foran mig i morgen, og vender så snuden hjemad allerede fredag morgen.

Efter en forlænget weekend i konfirmationens tegn, er det ikke fordi energi niveauet topper, men jeg må bare bide det i mig, og klø på imorgen.

Så om lidt vil jeg lukke computeren (og øjnene) og prøve at døse hen, her i de fine brune omgivelser.

Italiensk cremet suppe

Tags

,

En af de opskrifter, som jeg har haft fornøjelse af den seneste måneds tid, er en opskrift på en peberfrugt suppe med oksekød. Suppen er mild i smagen, men mætter fint.

Peberfrugt suppe:
1 hakket løg
2 røde peberfrugter
Olie
1 dåse flåede tomater
5 dl hønsebouillon
75 gram flødeost naturel
Salt, peber
(evt. 100 gram pasta, fx. suppehorn)
(evt. oksekød i tern)

Svits løg og peberfrugts i olie i ca. 5 min. Tilsæt hakket tomat og bouillon og lad koge i ca. 15 minutter.

Kog imens pasta og / eller oksekød i separate gryder.

Når suppen har kogt længe nok, tag fra varmen, tilsæt flødeost og blend (jeg bruger stavblender). Smag til med salt og peber og tilsæt kød / pasta.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.